Besøg os
På Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg er det muligt for skoleklasser at modtage undervisning af museets faguddannede personale.
Forløbene varer cirka en time, og finder sted i museets udstilling. Entré til museet er gratis for elever og lærere, og et forløb for én klasse koster 500 kr.
Du kan bestille forløb på Handels- og Søfartsmuseet hos museumsinspektør Benjamin Asmussen, tlf. 4928 0202 eller ba@maritime-museum.dk
Har du specifikke ønsker til et forløb, er du velkommen til at kontakte os.
Danmark-Norge og kolonierne - slaver, sukker og skibe
I flere hundrede år havde Danmark kolonier flere steder i verden. Samtidig var Danmark med i den globale handel med slaver fra Afrika til den nye verden.
I dette forløb får eleverne en forståelse af kolonier og søfart i perioden fra middelalderens slutning til afkolonialiseringen efter den anden verdenskrig. Drivkrafterne i opdagelserne og kolonialiseringen gøres klart, og problemstillingerne i slaveri diskuteres med særligt henblik på de etiske aspekter.
Forløbet indledes med historien om de europæiske opdagelsesrejser i 14-1500-tallet. Der fortælles om den dengang kendte verden, og om portugisernes vej syd om Afrika, opdagelsen af Amerika og den første jordomsejling. Importen af krydderier og andre smagsstoffer forklares, samt grundene til at have kolonier.
Relevante fag: historie fra 4. - 10. klasse, geografi op til 6. klasse, natur og teknik fra 4. – 6. klasse og samfundsfag i 9. klasse.
For fulde sejl
I tusindvis af år bevægede mennesket sig rundt på havene i sejlskibe, der tæmmede vindens kraft. I dette forløb ser vi nærmere på mange spændende aspekter af sejlskibenes historie.
Vi taler om sejlskibets brug, om hvordan det kunne sejle og om traditioner og overtro til søs.
I museets udstilling gennemgås processen med at bygge et stort træskib, og vi taler om at finde vej på det åbne hav.
Relevante fag: historie fra 4. - 10. klasse, geografi op til 6. klasse, natur og teknik fra 4. - 6. klasse og fysik fra 8.-9. klasse.
Se desuden også: At finde vej til søs - vores undervisningsmateriale til 5.-6. klasse.


