Galathea III - med VÆDDEREN jorden rundt 2006-2007
Det sker
Udstillingen vistes fra fredag den 10. oktober 2008 til søndag den 22. februar 2009.
Den 11. august 2006 afsejlede inspektionsskibet VÆDDEREN fra Langelinie i København med kurs mod Nordatlanten. Færøerne og Grønland var første stop på en jordomrejse på i alt 39.000 sømil, hvor skibet skulle være basis for en videnskabelig ekspedition, med det formål at udforske verdenshavene og livet i dem. Ekspeditionens navn var Galathea 3, idet den var opkaldt efter korvetten GALATHEA, der i 1845-1847 gennemførte den første danske videnskabelige jordomrejse.
Med den første Galathea Ekspedition, grundlagdes en dansk tradition for udforskningen af det dyreliv, der eksisterer i vores have, og, ikke mindst, blandt de mindre dyr, der lever på de store havdybder. Den første Galathea Ekspedition og skibet GALATHEA, fik da også en hel række efterfølgere, hvoriblandt vi kan nævne ekspeditionsskibet THOR fra 1904, ekspeditionsskibene INGOLF og MARGRETHE 1906-1910, ekspeditionsskibet DANA 1921 og igen 1928-30. Ekspeditioner, hvorigennem det lykkedes de danske forskere bl.a. at få klarlagt ålens vandring fra udklækningen i Sargassohavet til havene omkring Europa.
1950-1952 udsendtes Galathea 2 ekspeditionen, der bl.a. medførte en 12 km. lang line til brug for udforskningen af livet i Philipinergraven.
På den tredje Galathea Ekspedition, med inspektionsskibet VÆDDEREN, var forskergrupper fra flere danske og udenlandske universiteter. De fleste af forskningsprojekterne var naturvidenskabelige, fordelt på både hav- og landbaserede forskningsprojekter. Med på Galathea 3 var også udvalgte skoleelever, samt et hold af pressefolk og fotografer fra Morgenavisen Jyllands-Posten.
Udstillingen, om Galathea 3 Ekspeditionen, viste et udpluk af de fotografier, som Jyllands-Postens fotografer tog under rejsen. Fotografierne, der er af meget høj standard, viste ikke alene de områder ekspeditionen passerede under rejsen, men de gav også et indblik i dagligdagen om bord i inspektionsskibet VÆDDEREN under rejsen.


