De sidste sejlskibe
- Dansk småskibsfart 1900-1950
Det sker
Udstillingen vistes 24. april til 23. september 2007
Som regel er det billedet af de store barker og fuldriggere, som toner frem på nethinden, når man taler om sejlskibe.
Det største antal skibe blev dog udgjort af de mange små jagter, galeaser og skonnerter, der sørgede for transport af varer i Danmark og i det nære udland.
De sidste sejlskibe - Dansk småskibsfart 1900 - 1950 handlede om disse skibe.
Sejlskibsfarten omkring år 1900 foregik på mange måder som i tidligere århundreder, men herefter kom forandringerne med større hast.
Skibene fik glødehovedmotorer om bord, og efter 2. verdenskrig var det ved at være helt slut med sejlets tusindårige historie inden for erhvervssøfarten.
I udstillingen, der kunne ses på museet i sommeren 2007, præsenteredes skibene, der afsluttede sejlets epoke. Der kunne ses eksempler på skibenes meget varierende laster, og der fortaltes om livet om bord, der adskilte sig markant fra livet i land.
Udstillingen lagde vægt på en let og imødekommende formidling med stor vægt lagt på billeder, lyd og film. Fremstillingsmåden gjorde det ellers ret oversete emne, småskibe i det 20. århundredes første halvdel, levende for et bredt publikum - uden at give køb på det faglige indhold.
Udstillingen indeholdt, udover diverse digitale medier, også prøver på småskibenes laster, en flot glødehovedmotor, flere skibsmodellerog et hjørne specielt til børn.
Udstillingen var arrangeret af cand. mag. Benjamin Asmussen.


