Handels- og Søfartsmuseet
Besøg os|Det sker|Videnscenter|Om museet
Mennesker på havets bund
- Tungdykning i Danmark
Send sidens link til en bekendt|Udskriv denne side|Sæt skriftstørrelsen op|Sæt skriftstørrelsen ned

At kunne færdes på havets bund har gennem mange århundreder haft den samme tiltrækning på mennesker som at kunne bevæge sig som fuglen i luften. I oktober 2003 kunne Handels- og Søfartsmuseet slå dørene op til en udstilling om tungdykningen - levendegørelsen af denne drøm.

Udstillingen vistes 13. oktober 2003 til 15. februar 2004

I 1869 udkom En Verdensomsejling under Havet, hvori den franske forfatter Jules Verne med sin usædvanlige kombination af fascination, fantasi og indsigt i datidens teknik blandt andet skildrede dykningens daværende stade. For de fleste læsere har det nok været mere været fantasi end fakta, men allerede i 1842 var det første moderne dykkerudstyr til kommercielt brug kommet til Danmark.

I udstillingen Mennesker på havets bund - Tungdykning i Danmark kunne de besøgende få indsigt i hvordan mennesker gennem tiden har arbejdet på havets bund, og hvordan udstyret er blevet bedre og sikrere.

Alle, der har læst tegneserien Tintin, kender tungdykningen som en uundværlig del af en god skattejagt. I Rackham den Rødes skat vandrer Haddock, Tintin og Dupont(d)erne således med vekslende held rundt ved vraget af linieskibet ENHJØRNINGEN.


Hvad færre ved, er at dykning til hverdag er en vigtig kilde til information om både fortid og nutid. Uden adgang til havets bund ville de mange skibsvrag i de danske farvande fortsat være uudforskede og megen af vores viden om fortidens søfart ville ikke være opnået. Ligeledes spiller dykningen en væsentlig rolle i udforskningen af Danmarks havmiljø og i opklaringen af visse forbrydelser, der inkluderer forsvundne mordvåben og tyvekoster.

Mennesker på havets bund havde udover formidlingen af dykkernes forskelligartede opgaver fokus lagt på teknikken bag handlingerne. Udviklingen inden for ventiler, trykudligning, pumper og dykkerdragter blev grundigt beskrevet og illustreret med en lang række af flotte genstande.

Udstillingen var arrangeret af museets daværende konservator Mads Gulløv. Hans store viden om dette noget underbelyste felt inden for søfart og redningsvæsen skinnede tydeligt igennem. Samarbejdet med Dykkerhistorisk Selskab, hvis kyndige sekretær Sven Erik Jørgensen leverede mange nyttige oplysninger om dykningens historie, var også af stor vigtighed.

Endelig skal der lyde tak til Søværnets Dykkerskole, Danmarks Tekniske Museum og Bangsbomuseet for de mange genstande og den store viden, der blev stillet
Handels- og Søfartsmuseet til rådighed.

Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg - 3000 Helsingør - tlf. 4921 0685 - info@mfs.dk