Handels- og Søfartsmuseet
Besøg os|Det sker|Videnscenter|Om museet
En søofficer og verdensmand på jordomsejling - Friderich von Scholten
Send sidens link til en bekendt|Udskriv denne side|Sæt skriftstørrelsen op|Sæt skriftstørrelsen ned

Friderich von Scholten var, udover at være officer i den danske flåde, også en ivrig kunstner. Blandt hans arbejder er en lang række motiver fra en verdensomsejling i årene 1829-32 og og en tilsvarende stor mængde akvareller fra Dansk Vestindien, hvor hans storebror Peter von Scholten var generalguvenør.

I foråret 2003 havde Handels - og Søfartsmuseet den glæde at kunne vise et bredt udsnit af disse billeder.

Udstillingen blev vist 31. januar til 31. august 2003

Før fotografiet blev almindeligt indgik tegning som fag i uddannelsen for en kommende europæisk søofficer.

Tegningerne var nyttige redskaber til blandt andet at kunne gengive fremmede skibe og kyster, og for de kunstnerisk begavede blev de mere end det.
Handels-og Søfartsmuseet har, takket være sit venneselskab, nær ved 200 akvareller,  som den danske søofficer Friderich von Scholten (1796-1853) har fremstillet på sine mange rejser - i udstillingen vistes et udvalg af hans værker.


Både Friderich von Scholtens far og hans otte år ældre bror Peter var officerer i hæren. Friderich selv blev søkadet i 1808. Som 19-årig kunne den nyslåede sekondløjtnant i 1815 gå om bord i briggen BORNHOLM bestemt for et togt til Middelhavet og Vestindien – en rejse der kom til at vare to år. Efter nederlaget i 1814 var det ikke nemt at gøre militær karriere i det formindskede og fattige Danmark, men Friderich syntes også at have haft andre horisonter og ambitioner.

Fra 1818 og de følgende seks år var han ofte ”på permission” for at rejse. Først i otte måneder til Frankrig, derefter et halvt år til Island for at ”gøre sig bekendt med kyster og besejling”, siden på et års rejse til Tyskland og Italien, og i 1823 et år i Frankrig ”for at perfektionere sig i sproget”.

Således rustet fik han i 1824 tilladelse til at gå i fransk tjeneste, og som søofficer i den franske orlogsflåde blev han i de følgende otte år fortrolig med Middelhavet, sydamerikanske og vestindiske farvande - desuden indgik han i årene 1829-32 i besætningen på korvetten LA FAVORITE, der gennemførte en jordomsejling.

I 1832 vendte han hjem til Danmark, men allerede året efter fik den nyudnævnte kaptajnløjtnant atter et års permission – denne gang for at besøge familie i Dansk Vestindien. Her havde hans far indtil sin død i 1810 været kommandant på St. Thomas, og den ældre bror Peter havde, efter en tid i Kong Frederik den VI adjudantstab kaldet ”De røde fjer”, siden 1814 gjort karriere i øernes administration.

I 1833 var han fungerende Generalguvernør, og hans indflydelse har nok spillet en væsentlig rolle for, at lillebroderen Friderich sidst i 1834 kunne tiltræde som toldinspektør i Frederiksted på St. Croix og tage sin afsked fra Søetaten. Om Friderich havde samme syn på slaveriets ophævelse som Peter er uvist, men han blev i sit embede efter at Peter von Scholten i 1848 ophævede slaveriet og trådte tilbage som generalguvernør.

Friderich von Scholtens akvareller har været opklæbet i to ”Tegnebøger” med nær ved 200 tegninger. Nogle sider er skåret ud og formodentlig foræret bort, solgt eller byttet med kollegers tegninger. Enkelte af de bevarede tegninger er således ikke udført af ham selv, og Nationalmuseet ejer et par af hans gengivelser af motiver fra Vestindien. De fleste er daterede, og den ældste af museets tegninger er fra Firenze i juni 1821 - den seneste er fra St. Croix i februar 1846.

Udstillingens udvalg omfattede den mest maritime del af kunstnerens værker, nemlig jordomsejlingen om bord i den franske korvet LA FAVORITE fra sommeren 1829 til sommeren 1832, samt motiver fra Dansk Vestindien hvor han døde ugift 21 år senere.

Hans værker er ikke stor kunst, men de rummer en kunstnerisk begavet søofficers levende og nysgerrige skildring af steder og mennesker, som kun få af hans samtidige i det hjemlige miljø kendte til.

”Tegnebøgerne” er erhvervet til museet med støtte fra Selskabet Handels- og Søfartsmuseets Venner, som også har bekostet tegningernes restaurering og montering i passepartouter.


Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg - 3000 Helsingør - tlf. 4921 0685 - info@maritime-museum.dk